Henrik Ibsens skrifter

De har havt den godhed at ​tilskrive min hustru et brev, der i et væsentligt punkt vedkommer mig og som jeg derfor har ønsket i korthed personlig at svare på.

​ Fru Wolf ønsker at fritages for at spille pigen Berte i mit nye skuespil og mener at dette ​parti vil kunne udføres af hvilkensomhelst anden skuespillerinde ved teatret.

Dette tager fruen fejl i. Der er ingen anden deroppe, der kan fremstille Berte således, som jeg vil have hende fremstillet. Fru Wolf alene kan det. Men hun har åbenbart ikke gjort sig den ulejlighed at læse stykket opmærksomt igennem. Thi ellers synes jeg at hun selv straks måtte forstå dette.

​Jørgen Tesman, ​hans gamle tanter og det mangeårige tjenestetyende Berte danner tilsammen et helheds- og enhedsbillede. De har fælles tankegang, fælles erindringer, fælles livssyn. For Hedda står de som en mod hendes grundvæsen rettet fiendtlig og fremmed magt. Derfor må de i fremstillingen harmonere indbyrdes. Og dette vil kunne ské når fru Wolf er med. Men også kun da.

Af hensyn til fru Wolfs sunde dømmekraft vil jeg ikke for alvor tro at hun agter det ​under sin kunstneriske værdighed at fremstille en tjenestepige. Jeg har ialfald ikke agtet det under min værdighed at digte dette skikkelige, ​jævne, halvgamle menneske.

​Her i München skal denne fordringsløse personlighed gengives af ​en af hofteatrets ​første skuespillerinder. Og hun omfatter opgaven med kærlighed og interesse. Foruden at være skuespillerinde er hun nemlig kunstnerinde tillige. Jeg mener, hun sætter ikke sin ære i at «spille roller» men i at virkeliggøre digtede mennesker.

​På Burgteatret i Wien spilles i denne tid «En folkefiende». Mellem de mange bipersoner i fjerde akt forekommer en drukken mand, der kun har nogle få ord at sige. Denne i stykket forsvindende figur udføres af den store, europæisk berømte Gabillon. –

<...>